22 novTre gode råd: Hudpleje i en kold vintertid
I en kold og tør vintertid kan huden have brug for lidt ekstra kærlighed, for kulden kan nemlig være rigtig hård for hudens beskyttende barriere. Udendørs bliver huden eksponeret for kold vind, og den lave luftfugtighed stjæler fugt fra huden. Du kan nemt opleve, at din hud føles særligt tør, skallende og måske endda irriteret og kløende.
Vi har her samlet tre gode råd til at få din hud godt igennem den kolde tid.
Sørg for at holde fugten i huden<
Kulden vil gøre din hud mere tør og ofte også mere sensitiv. Sørg derfor for at være ekstra opmærksom på at holde den godt fugtet i denne tid. Ud over at drikke godt med vand, så er der faktisk lidt flere ting, du kan prøve. Du kan eksempelvis bytte morgenkaffen ud med en kop grøn te, som har fantastiske antioxidante fordele for huden.
En blid rens af huden er også et must til at holde hudbarrieren sund. Hvis din hud føles stram efter rens, så er det meget sandsynligt, at din rens har forstyrret din hudbarriere. Huden skal føles beroliget og fugtet efter rens. Prøv også så vidt muligt at undgå de lange varme bade, da de kan udtørre og forstyrre huden.
For at skabe bedre vilkår for huden i hjemmet, kan det også være en god ide at investere i en luftfugter. Den kan ikke erstatte din hudpleje, men den kan fungere supplerende og lade din hud absorbere fugt gennem luften i rummet.
Opgrader din hudplejerutine
Hvis din hud føles mere tør i vintertiden, og du har fået et behov for at påføre fugt i løbet af dagen, så kan det være, at din hudplejerutine har brug for et ekstra boost. Hvis du eksempelvis bruger en lotion eller gel til at fugte huden, så prøv at bytte den ud med en tungere creme, og brug ca. 30 sekunder på at massere den godt ind i huden for maksimal effekt. Det kan også være en ide at give din hud en mere dybdegående behandling over natten, hvor du er ekstra gavmild med at fugte huden, så den har noget at arbejde med hele natten. Husk også de tørre områder som hænder, fødder, knæ og læber.
Husk SPF!
Solbeskyttelse hører ikke kun sommeren til. Det er nemlig ikke kun i sommermånederne, at solens stråler kan være farlige for huden. Mens niveauet af UVB-stråler (dem der kan solskolde huden) er lavere i vintermånederne, så er der stadig høje nok niveauer af UVA-stråler til at ælde huden. Det anslås, at ca. 90% af alle rynker skyldes de ultraviolette stråler fra solen. Ved at indarbejde SPF i din daglige hudplejerutine kan du beskytte huden mod skader og for tidlig aldring. Især i snevejr har solen rig mulighed for at reflektere sig i det lyse landskab og tilbage på din hud.
Det behøver heldigvis ikke at være omstændigt at passe godt på sin hud i vintermånederne – og lidt ekstra selvforkælelse tager man aldrig skade af. Din hud vil helt sikkert takke dig for det!