30 novMød verden med et velplejet smil
Læberne er noget af det første, vi bider mærke i, når vi møder et andet menneske for første gang. Læberne er afgørende for et skønt smil. Et blødt kys. Og en forførende tale. Derfor er det ganske naturligt, at vi ønsker at møde omverdenen med et smukt smil og velplejede læber. Det kan dog ofte være en udfordring – for vi kender alle til problemer med tørre og sprukne læber, begyndende sår og løsreven hud. Særligt på denne tid af året, hvor kulde, regn og blæst er særligt bidskt mod din sarte hud. Det gælder derfor om at være ekstra påpasselig og omhyggelig, når det kommer til pleje af læberne.
Heldigvis har vi hos Plan Organic mange års erfaring med optimal læbepleje. Vi ved, hvordan du med enkle teknikker i din hverdag og produkter baseret på naturlige, økologiske og bæredygtige principper kan komme dine udsatte læber til undsætning. En viden, vi rigtig gerne vil dele ud af til dig, så du kan starte din daglige læbeplejerutine og dermed opnå et optimalt smil og kyssebløde læber.
Læberne – dit mest skrøbelige stykke hud
Din hud på læberne adskiller sig på mange måder fra andre hudområder, da læberne ikke har noget naturligt beskyttende hornlag. Det røde af læberne består af slimhinde. Det betyder, at din hud på læberne er ekstremt tynd og ligesom dine øvrige slimhinder har nemt ved at tørre ud. Den tynde hud afslører dine underliggende blodkar, hvilket er det, der giver læberne deres fine, røde farve. Bevæger du dig ud i koldt vejr kan du opleve, at dine læber bliver blålige. Det skyldes, at der lukkes for blodtilstrømningen til dine blodkar, der derfor ikke længere kan anes gennem læbernes tynde hud.
Læberne har i modsætning til din øvrige hud hverken fedtfilter, talgkirtler eller melaninproduktion. Dette gør, at risikoen for fugttab i huden på læberne er tre til ti gange større end på huden i resten af ansigtet og på kroppen. Den fysiologiske forklaring på læbernes sårbarhed er mangel på ceramid, som svækker hudens barriere, og gør huden på læberne særligt udsat for eksterne faktorer i din hverdag. Dette kan være alt fra kulde, vind og sol til mangel på væske, forurening i luften, farlige UV-stråler og plejeprodukter tilsat unødvendig kemi og allergifremkaldende stoffer. Den største årsag til tørre, sprukne læber er klima- og temperaturændringer. Faktorer, der kan være særdeles svære at undgå i vinterhalvåret. Det gør det ekstra vigtigt at passe og pleje dine læber netop nu, for at holde dem fyldige, fugtede og fri for skader.
Hvilke krav stiller du til dine læbeprodukter?
En enkel tommelfingerregel når det kommer til valg af læbepleje er, at du aldrig skal smøre noget på dine læber, som du ikke ville bryde dig om at byde din krop, hvis du skulle spise det. Vi vil derfor i alle tilfælde anbefale, at du vælger læbepleje baseret på naturlige og økologiske principper, og som stadig indeholder de plejende og lindrende ingredienser, dine læber har brug for. Hvis du ikke ved, hvordan du plejer læberne optimalt, er der en overhængende fare for, at du kun gør ondt værre ved at anvende læbeprodukter, der ikke er sammensat efter at give dig det bedst mulige, naturlige udbytte.
Hos Plan Organic har vi nøje udvalgt en række naturlige læbeplejeprodukter fra brands, som vi har tillid til, og som vi ved prioriterer naturlige ingredienser, bæredygtighed og økologi højt. Mange af vores læbeplejeprodukter indeholder solfaktor, der er så uendeligt vigtigt at huske på dine læber, da det giver dig optimal beskyttelse året rundt. I vores sortiment finder du læbeplejeprodukter af COOLA, John Masters Organics, Odacité, Soleil Toujours, ILIA, The Organic Pharmacy og Evolve, der alle indeholder hver deres unikke og særegne egenskaber. Det er læbepleje uden unødvendig kemi, som vi er stolte af at stå inde for.
Fire enkle tips til en sund læbeplejerutine
Drik vand – i rigelige mængder!
For at holde læberne fugtede på ydersiden, handler det foruden grundig fugt af læberne med optimale hudplejeprodukter i høj grad også om at fugte huden indefra. Det gør du, ved at drikke vand. Og rigeligt af det! Når temperaturerne daler udenfor din dør, og du mest af alt har lyst til at krybe under tæppet med en varm kop kakao, så er det ofte en udfordring at få drukket vand nok. Men det er altså uendeligt vigtigt for at opretholde en sund væskebalance og dermed velfugtede læber – så afsted til vandhanen med dig og få fyldt din flaske med det samme!
Eksfoliering gælder også læberne
Din hud på læberne adskiller ligesom al anden hud også døde hudceller. Lader du dem ophobe sig, kan det blive årsag til flosset og løs hud på læberne, der skaber revner og sår på hudens tynde overflade. Derfor er det essentielt at eksfoliere din hud på læberne med blide, naturlige produkter og bløde bevægelser. På den måde bliver din sarte hud klar-parat til at modtage al den fugt og pleje, du tilbyder den.
Husk din SPF
Dit ansigt er det mest udsatte område, når det kommer til påvirkning af eksterne faktorer såsom vejrforhold, forurenende partikler i luften og UV-stråling. Dine læber er med deres sarte hud særligt udsatte. Det er dog simpelt at beskytte dem mod sidstnævnte, ved at anvende læbeplejeprodukter, der tilgodeser dine læbers behov for solbeskyttelse. Vælg læbepleje med SPF for at beskytte huden mod langvarige skader forårsaget af solen - ikke bare i sommerhalvåret, men hele året rundt.
Undgå at slikke dig om læberne
Det er svært at lade være, når dine læber tørrer ud. Men slikker du dig om munden gør du kun ondt værre. Dine læber vil blot tørre mere ud, jo mere du forsøger at gøre dem fugtige med din tunge. Investér i fugtende læbepleje af god kvalitet, der vil gøre dit behov for at slikke dig om munden overflødigt. Vi kan ikke sige det nok – fugt, fugt, fugt – det er vejen til optimal sundhed for bløde, glade læber og et smukt, velplejet smil.