UNDGÅ DISSE SYV HORMONFORSTYRRENDE STOFFER

Plan OrganicComment

Hvorfor skal du undgå hormonforstyrrende stoffer? Det er en kendt sag, at forebyggelse er bedre end helbredelse. Det gælder også for problemet med kemiske og hormonforstyrrende stoffer. Vores hormoner er med til at styre mange af de ting, som sker inde i vores krop. Hormonerne er blandt andet med til at styre, hvordan fosteret udvikles i sin mors mave under en graviditet, og hormonforstyrrende stoffer kan derfor påvirke hormonbalancen.   

Sammen med Breast Cancer UK kommer vi her med anbefalinger til, hvilke ingredienser du skal undgå i din hverdag. Så længe disse hormonforstyrrende stoffer er tilladt i kosmetik og plejeprodukter, må du selv sørge for at undgå produkter, hvor disse hormonforstyrrende stoffer er i. 

PARABENER

Parabener anvendes som konserveringsmiddel i fx shampoo, ansigtscremer og bodylotion. Dette er blandt andet med til at sikre holdbarheden på produkterne, men har ingen specifikt kosmetisk formål. Nogle parabener er mistænkt for at have østrogenlignende virkninger, og det er derfor vigtigt at undgå disse. Kig på ingredienslisten og undgå særligt disse hormonforstyrrende stoffer: butylparaben, methylparaben, ethylparaben og propylparaben.

PHTHALATER

Phthaler anvendes som opløsningsmiddel i dufte, til at bibeholde farve og til at gøre alkohol i parfume udrikkeligt. Diethyl Phthalate (DEP) anvendes i EU og mistænkes for at fremme forekomsten af brystkræft. Det er særligt vigtigt at være opmærksom på ingredienslisten i parfume, neglelak og hårspray for at undgå hormonforstyrrende stoffer.

SYNTETISK MUSK

Syntetisk musk anvendes som duftstof i kosmetik, parfume og aftershave. Undgå særligt Polycyclic musk, galaxolide (HHBC) og tonalide (AHTN), som alle er mistænkt for at være hormonforstyrrende stoffer, da de har en østrogenlignende virkning. Syntetisk musk kan ophobes i levende væv og mistænkes for at forstyrre hormonsystemet og forstærke effekten af andre kemikalier.

ALUMINIUM

Aluminium anvendes i deodoranter, antiperspirant, læbestift og nogle tandpastaer. Aluminiumchlorid og aluminiumchlorhydrat er kendt for at have østrogenlignende virkning, og får affaldsstoffer til at hobe sig op i din krop. Sørg derfor for at undgå disse hormonforstyrrende stoffer i din hverdag.

TRICLOSAN

Triclosan anvendes i antibakterielle sæber, deodoranter og tandpastaer som konserveringsmiddel og til at reducere bakterievækst. Triclosan er tilladt at anvende som konserveringsmiddel i udvalgte kosmetiske produkter i en koncentration på op til 0,3 %. Vi anbefaler dog at undgå triclosan, da det er mistænkt for at kunne udvikle resistens hos bakterier og for at være blandt de mange hormonforstyrrende stoffer.

FORMALDEHYD

Formaldehyd anvendes i sæbe (særligt håndsæbe), makeup og neglelakhærder og er et konserveringsmiddel, der er allergifremkaldende og mistænkt for at være hormonforstyrrende.

UV-FILTER

UV-filtre såsom benzophenones, ethylhexyl methoxycinnamate og homosalate tilsættes solcreme for at beskytte huden mod de skadelige virkninger af UV-lys. Disse er også tilsat andre produkter for netop at beskytte mod UV-skader under opbevaring. De hormonforstyrrende stoffer ophobes i fedtvævet og kan forstærke effekten af andre kemikalier.

Ved at undgå produkter, der indeholder ovenstående stoffer, minimerer du derved udsættelsen for hormonforstyrrende stoffer. Vi anbefaler derfor, at du så vidt muligt undgår disse helt og i stedet vælger sunde og miljøvenlige alternativer.